EKSTRA KONCERT!
MADSEN + Frank & Jonas til Musik ved Bøgen 2026
En aften i kærlighed til Johnny Madsens musik – og til rocken fra Thyborøn
Når Musik ved Bøgen åbner portene til en ny sæson i 2026, bliver det med et brag af en weekend. På scenen står MADSEN – Rasmus Madsen og band – som med største kærlighed og respekt fører arven fra sin far, den vestjyske rockpoet Johnny Madsen, videre. Det bliver en aften, hvor musikken, historierne og fællesskabet smelter sammen i en intens hyldest til dansk rocktradition.
Bandet spiller både fredag den 15. maj og lørdag den 16. maj under bøgetræerne ved Musik ved Bøgen i Odense. Publikum kan glæde sig til to aftner med svedig rock, store følelser og en helt særlig stemning.
Et navn – en arv – og en ny begyndelse
Siden de første toner lød fra Thyborøn, har navnet Madsen været synonym med fandenivoldsk rock’n’roll, rå energi og et helt særligt musikalsk frisind. Da Johnny Madsen i efteråret 2024 blev tildelt Rockakademiets særlige hæderspris ved en mindeværdig koncert i Amager Bio, kunne han ikke selv være til stede. I hans sted trådte sønnen Rasmus Madsen op på scenen – og modtog prisen på vegne af sin far.
Sammen med guitaristen Knud Møller, der i tre årtier var Johnnys faste musikalske partner, leverede Rasmus et par af de største Madsen-hits. Publikum var ikke i tvivl: “Han lyder sgu da ligesom sin far.”
Stemningen i salen var elektrisk – og koncerten blev starten på et nyt kapitel.
Musikken fortsætter – på farens vilje
Kort efter den bevægende aften i Amager Bio voksede ønsket om, at musikken skulle leve videre. Johnny Madsen selv lagde grundstenen til det, da han kort før sin død talte med Rasmus om fremtiden.
“I dagene op til min fars død var jeg ovre på Fanø. Han spurgte, om jeg havde fået styr på tropperne. Ja, svarede jeg. Fik du Knud med? Ja, svarede jeg. Godt, sagde han. Og så sagde han: Det er egentlig vidunderligt at tænke på, at min musik nu skal rejse videre med to af Danmarks næstbedste guitarister,” fortæller Rasmus Madsen.
Ordene blev et kald – og MADSEN blev en realitet. Bandet samler flere af de musikere, der gennem tiden har stået side om side med Johnny og Rasmus. Sammen tager de ud i landet for at spille sangene, historierne og energien videre – på den måde, de blev skabt: ægte, ærligt og med hjertet forrest.
Rock’n’roll fra Thyborøn
“Jeg har været i tvivl, om det her var en god idé, men det er jeg ikke længere. Vi tager ud på min fars vilje, på jeres nåde og på vores begejstring! Jeg vil fortsætte der, hvor min far han slap. Jeg vil ud at møde hans publikum, og jeg vil ud at stå på skuldrene af den kultur, som han selv har opbygget,” fortæller Rasmus Madsen.
Når MADSEN går på scenen til Musik ved Bøgen 2026, bliver det en rå, nærværende og musikalsk intens oplevelse. Publikum kan forvente en koncert fyldt med de største sange fra Johnny Madsens katalog – fra Færgemand til Magi i luften – leveret med nerve, respekt og masser af vestjysk kant.
Et stærkt hold af musikere
Rasmus Madsen står i spidsen for et stærkt band bestående af nogle af de mest erfarne navne på den danske rockscene:
-
Rasmus Madsen: vokal & guitar
-
Knud Møller: guitar
-
N.O. (Niels Ole) Thorning: tangenter
-
Niels Kvist: bas
-
Casper Mikkelsen: trommer
Bandet spiller med samme autenticitet og håndværksmæssige tyngde, som Johnny Madsen selv stod for – og sammen formår de at forene nostalgi, energi og spilleglæde i en koncertoplevelse, der både er en hyldest og en ny begyndelse.
Support: Frank & Jonas
Inden MADSEN indtager scenen, åbnes aftenen af Frank & Jonas, som sørger for den helt rette opvarmning og den gode stemning fra første tone.
Mad, drikke og praktisk information
Musik ved Bøgen er kendt for sin hyggelige festivalstemning med plads til både fest og fællesskab. Barerne er fyldt op med Albani i hanerne, vin i vinbaren, drinks i drinksbaren og kolde shots klar til servering. Derudover kan gæsterne forudbestille grillmenu sammen med billetten – perfekt til en sommeraften under bøgetræerne.
Billetter og praktisk info:
-
Dato: Fredag den 15. maj 2026
-
Sted: Musik ved Bøgen, Odense
-
Dørene åbner: kl. 17.00
-
Koncertstart: kl. 18.30
-
Pris: Fra 395 kr. + gebyr
-
Support: Frank & Jonas
Find vej:
-
Parkering ved Restaurant Bondestuen, Sdr. Boulevard
-
Bus: Hop af ved Zoo (ca. 20 meter fra hovedindgangen)
-
Tog: Hop af ved OUH-stoppet (ca. 500 meter fra hovedindgangen)









